To sårede i skyderi ved moské i Sverige - NetDania News
  • To sårede i skyderi ved moské i Sverige

    来源: BDK Borsnyt / 15 Aug 2025 09:44:42   America/New_York

    Der er meldinger om to sårede i den svenske by Örebro efter et skyderi ved en moské. Det skriver svensk politi i en pressemeddelelse, hvor det oplyses, at der er tale om "en alvorlig voldsforbrydelse". Politiet modtog den første melding om hændelsen klokken 13.45. Det fremgår af pressemeddelelsen, at der er blevet indledt en forundersøgelse af det, som politiet betegner som et drabsforsøg, men at der i øjeblikket ikke er oplysninger om omfanget af skaderne. Politiet oplyser til Expressen, at de to personer er kørt til hospitalet. - To personer er kommet til skade og er blevet bragt til hospitalet med ambulance, siger Gabriel Henning, pressetalsperson hos politiet i regionen Bergslagen. Begge personer har forbindelser til et kriminelt netværk, erfarer TV4 Nyheterna. Mediet skriver videre, at det ikke vurderes, at moskéen var målet for skyderiet. TV4 Nyheterna angiver ikke, hvor informationerne kommer fra. Også Aftonbladet erfarer, at de to personer har forbindelser til kriminalitet. Politiet mistænker, at skyderiet var banderelateret, skriver avisen. Af politiet opfordres offentligheden til ikke at nærme sig stedet omkring moskéen, som er afspærret. Örebro ligger cirka 200 kilometer vest for den svenske hovedstad, Stockholm. Der bor knap 130.000 mennesker i byen. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/internationalt/to-saarede-i-skyderi-ved-moske-i-sverige
分享