Kaare Dybvad Bek: »Den øverste ene procent« nyder godt af udenlandsk arbejdskraft – men de bærer ikke byrden - NetDania News
  • Kaare Dybvad Bek: »Den øverste ene procent« nyder godt af udenlandsk arbejdskraft – men de bærer ikke byrden

    来源: BDK Borsnyt / 11 Jul 2025 09:30:01   America/New_York

    De største fordele ved udenlandsk arbejdskraft i Danmark tilfalder åbenlyst de øverste lag af samfundets »økonomiske og kulturelle elite«. Det mener udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek. »Det bliver billigere for dem at gå på Michelin-restaurant at spise, hvis man har underbetalte asiater til at være der, som TV 2 dokumenterede for et par år siden. Det bliver også nemmere for dem at køre med taxa eller få bragt mad ud, få gjort rent, hyre au pairs,« siger ministeren til Berlingske. Og så er der den anden side af medaljen, omkostningerne, som især tilfalder en anden gruppe i samfundet »i den anden ende af Storkøbenhavn eller andre steder i Danmark som Albertslund, Brøndby, Slagelse eller Fredericia«, tilføjer ministeren. Kaare Dybvad Bek langede fredag i B.T. ud efter dele af det »privilegerede« Danmark, der ifølge ham er virkelighedsfjern og aldrig mærker konsekvenserne af indvandringen. Interviewet fik siden hen kritik af Moderaterne i Berlingske. Ifølge ministeren er det de laverelønnede danskere, der står tilbage med opgaven om at integrere de tilkomne udenlandske arbejdstagere i det danske samfund. »De fleste, der har boet i et kvarter med mange med udenlandsk baggrund, ved, at der er forskellige opfattelser af, hvornår børn skal være i seng eksempelvis, eller hvordan man håndterer konflikter på legepladsen,« siger Kaare Dybvad Bek: »Det er dem, der bærer byrden ved det. Det er vigtigt at huske i udlændingedebatten. For der er stor forskel på, hvad almindelige mennesker tænker om integration og udlændinge, og hvad den øverste ene procent i samfundet tænker om det.« En analyse fra Dansk Erhverv viser, at 12 procent af vores nationaløkonomi, 361 milliarder kroner, kan tilskrives udenlandsk arbejdskraft. Kan du i det lys forstå kritikken fra Moderaterne af, at du tegner et »skræmmebillede«? »Den analyse giver jeg ikke noget for. 12 procent af BNP, ja, men det er jo også 12 procent af de beskæftigede, der er udlændinge. Det, der ikke er regnet med i den analyse, er, hvor mange udgifter der er,« siger Kaare Dybvad Bek og peger på, at eksempelvis gruppen af syriske flygtninge ifølge ministeren tegner sig for fire milliarder kroner i indtægter for staten, men også en udgift på 11 milliarder kroner. »Det er en helt gakket måde at gøre det op på,« siger Kaare Dybvad Bek. Nogle finder smutveje Ministeren understreger dog, at han ikke skærer alle udenlandske arbejdstager over én kam. Især arbejdstagerne fra andre EU-lande og indiske specialarbejdere er en gevinst for det danske samfund, siger han. »Det er ikke dem, jeg taler om. For mig handler det om, at der er nogle grupper, som finder smutveje ind, som vi skal bruge energi på at lukke ned for, og som er meget lavt betalte,« siger Kaare Dybvad Bek. Han peger på, at regeringen med en ny politisk aftale netop har forsøgt at lukke sådanne huller og begrænset mulighederne i Danmark for arbejdstagere i en række mellemøstlige, asiatiske og afrikanske lande. »Der er meget stor forskel på, hvor nemt man kan blive integreret. Jeg tror også, det har konsekvenser. Jeres lederskribent Thomas Bernt Henriksen efterlyste sidste år en million flere migrantarbejdere,« siger Kaare Dybvad Bek og kommer med et tankeeksperiment: »Forestiller man sig, at der gjorde det, og de bare havde ét barn hver, så ville vi pludselig have eksempelvis en helt anden folkeskole. Det er vigtigt at huske, at der er de konsekvenser ved udenlandsk arbejdskraft, og dem skal man regne med i det store regnestykke.« Moderaternes ordfører peger på, at vi kommer til at mangle plus/minus 20.000 social- og sundhedsassistenter de kommende år. Er det ikke et argument for at skrue op? »Jeg siger ikke, det er supernemt altid. Men der er nogle kommuner, der har løst det problem inden for de gældende rammer,« siger ministeren og henviser til, at det eksempelvis på Lolland er lykkedes at tiltrække et mindre antal portugisiske hjemmehjælpere. »Der er adskillige lande i EU, som har stor arbejdsløshed, så der er muligheder for at rekruttere,« tilføjer han. Moderaternes ordfører mener, at du i et tidligere interview med B.T. tegner et »skræmmebillede« ved at blande integration og arbejdsmarkedspolitik sammen. Har han en pointe i det? »Det ved jeg ikke. Det interview, jeg lavede med B.T., handlede jo om udlændingepolitik generelt, ikke bare om udenlandsk arbejdskraft. Det vil jeg gerne holde fast i. Det er jo ikke en konkret kritik af udenlandsk arbejdskraft.« Kan du forstå, hvis nogen tænker, at du blander tingene sammen? »Pointen i mit interview var egentlig at tale om, at ulemperne ved udenlandsk arbejdskraft er ulige fordelt,« siger Kaare Dybvad Bek og forklarer, at han oplever som minister, at ønsket om mere udenlandsk arbejdskraft især kommer fra »den økonomiske og kulturelle elite«. Dem, der ifølge ministeren »bor nogle andre steder, hvor måske nogle af de største udlændingegrupper er dem, der kommer hertil som au pair«. https://www.berlingske.dk/internationalt/kaare-dybvad-bek-den-oeverste-ene-procent-nyder-godt-af-udenlandsk
分享